Meldinger om mange dræbte i iransk jordskælv

En lokal embedsmand siger ifølge Reuters, at myndighederne frygter, at flere hundrede mennesker har mistet livet, mens CNN skriver, at det drejer sig om mindst 40 personer.

»Det er endnu ikke officielt bekræftet, men vi får rapporter om 40 dræbte i området,« forlyder det ifølge en statslig TV-station.

Jordskælvet målte 7,8 på Richterskalaen rapporterer USAs geologiske myndigheder, og dets epicenter lå omkring 80 kilometer fra grænsen til Pakistan og Afghanistan.

Skælvet var så kraftigt, at det også kunne føles i Indien og flere golfstater. I Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater fik det bygninger til at ryste i omkring 40 sekunder, og flere højhuse måtte evakueres.

Iransk stats-TV rapporterer ifølge Reuters, at strømmen er gået i de sydøstlige provinser Sistan og Baluchistan. Kommunikationssystemerne virker heller ikke, forlyder det.

Irans eneste atomanlæg, Bushehr i den vestlige del af landet, er sluppet fra skælvet uden skader, siger en medarbejder fra det russiske firma, der har opført anlægget.

Det er blot en uge siden, at et andet kraftigt jordskælv rystede Iran. Det skete 9. april, da et jordskælv på 6,3 Richter dræbte 37 mennesker, sårede 850 personer og jævnede to landsbyer med jorden.

Dagens Gossip