Mellberg: Ronaldo kan blive verdens bedste i historien

Skrevet af admin

11/12/2013

Dagens topnyheder

Cristiano Ronaldo er den bedste spiller, som Olof Mellberg har stået over for i sin fodboldkarriere.

Det fortæller den svenske forsvarsspiller, efter at han og FCK tabte 0-2 i Parken til Real Madrid, hvor Ronaldo fik scoret en enkelt gang i Champions League-kampen.

- Ronaldo laver sine mål på alle mulige måder. Og det er utroligt imponerende. Jeg har mødt ham mange gange, siden han var en ung spiller. Både i Premier League og på landsholdet.

- Han har måske været verdens bedste eller i hvert fald i top-2 over de seneste 10 års tid.

- Jeg tror helt sikkert, at vi kommer til at snakke om ham som verdens bedste igennem tiderne om 20-30 år. Det er utroligt, hvad han præsterer hver uge, siger Mellberg.

FCK er færdige i Europa efter nederlaget, som betød, at københavnerne endte på sidstepladsen i gruppen med fire point.

- Vi er ikke tilfredse. Det var målet, at vi ville avancere i Europa på en eller anden måde. Men gruppen var for svær for os. Det må vi konstatere, siger Mellberg.

Efter en sæsonstart med tre nederlag i Superligaen og en bundplacering er præstationerne blevet bedre for FCK, mener Mellberg.

- Vi begyndte sæsonen katastrofalt, men siden har det set bedre og bedre ud. Vi kan også tage flere gode præstationer med os i Champions League.

- Vi holdt ikke i alle 90 minutter i flere af kampene - frem for alt i udekampene. Det er det, som blev afgørende, fastslår Mellberg.

/ritzau/