Mellem skønhed og uretfærdighed

Ingen vidste det formentlig bedre end Franco Ballerini. Hvis man vil angribe et løb som Paris-Roubaix, hvis man vil køre løbet forfra og for at vinde det, skal man først lære lidt om at tabe det.

Den store italiener havde prøvet den mest hjerteskærende inkarnation af taberrollen, da han i 1993 nåede cementvelodromen i Roubaix i selskab med den 10 år ældre Gilbert Duclos-Lasalle.

Duellen mellem de to brostensbaroner lignede et stykke ligeud og lagkage. Men de fysiske forudsætninger, som burde have givet ’Ballo en klar fordel i den skarpe finish både i kraft af alder og kompetencer, var som sat ud af kraft. Ganske vist var det Ballerini, der lod et jubelbrøl undslippe struben, da cyklerne med en sidste viljesakt blev kastet over stregen, men målfotoet var uden nåde. Duclos-Lasalle, en stivbenet franskmand på 38 somre, var rundt regnet en håndsbredde foran manden fra det magtfulde Mapei-mandskab. Og på et splitsekund forvandlede Ballerini sig fra ekstatisk sejrherre til desillusion med sørgerand.

Dunkende knude

To år senere faldt det hele på plads for Ballerini. Og med den tyngde, det giver at have vundet løbet, sejrede den lange og smidige klassikerspecialist for anden gang i 1998 efter et svimlende solotogt over mere end 50 kilometer. Vinderen havde efterfølgende ikke bare ret, han kunne også reflektere over løbets natur med den indsigt det giver, at have båret nederlaget fra 1993 som en dunkende knude i kroppen. Franco Ballerini kunne tale med den helt særlige ydmyghed, der synes at være i spil, når mennesket har stået overfor elementernes rasen og skæbnens luner.

»Skønheden og uretfærdigheden går hånd i hånd, og det er dét, der gør dette løb til noget særligt. En sejr her er en hel karriere værd. Men for at vinde Paris-Roubaix må man lære at tabe det. Først når man har accepteret, at man ikke er større end løbet, kan man vokse sig ud over det,« sagde Ballerini omtrent så veltalende som var det Cicero, der netop havde udlagt teksten i det romerske imperium.

Ilden i brystet

Den danske universalrytter Lars Bak har selv fået smag for den særegne natur, der hører ’En forårsdag i Helvede til.

»Man skal have ilden i brystet. Det handler om lidenskab. Hvis man kan lide det og man tror på sig selv, kan man nå langt,« lyder besværgelsen fra Bak.

Lidelse og lidenskab er dog meget nært forbundne begreber i Paris-Roubaix. Med 52,6 kilometer brostensstykker udsættes kroppen for 10-12 tunge stød i sekundet, når cyklen tvinges hen over dem. Følelsen er både unik og selvsagt gennemført brutal. Samtidig tager stenene fart og fremdrift ud af cyklen.

»Som at køre på et bjerg, der ligger ned,« som Alex Pedersen så rigtigt indrammede fornemmelsen for år tilbage.

Matti Breschel lignede i 2010 det næste store danske nummer i Paris-Roubaix, da han kom til startbyen Compiegne iklædt Dannebrogstrikoten med sin bedste forårsform nogensinde og en frisk sejr i semi-klassikeren Dwaars Door Vlaanderen. Efter to sæsoner hos Rabobank er Breschel igen at finde hos Team Saxo-Tinkoff og Bjarne Riis

»Jeg leder nok stadig efter de ben, jeg havde dengang. Det var en af den slags perioder, hvor man kører stærkt, vinder sine løb og synes det hele kommer af sig selv,« erkender Breschel, som efterhånden er blevet 28 år.

Sportschef Lars Bonde fra DCU har ikke noget bud på, hvorfor Matti Breschel ikke helt har kunnet ramme fordums niveau. Endnu da.

»Men det er nok billedet på hele Team Saxo-Tinkoffs sæson, hvor holdet generelt underpræsterer. Selv Alberto Contador har vel ikke leveret på som forventet,« mener Bonde.

Matti Breschel erkender, at han mangler de resultater, som stiver selvtilliden af. Men klar til at underkaste sig ’Klassikernes Dronning er han. Til hver en tid.

»Det er jo Paris-Roubaix. Jeg er nervøs og spændt og glæder mig. Jeg har det som man skal have det,« understreger Breschel.

Dagens Gossip