Menige SF'ere vil af med Annette Vilhelmsen

Mens situationen i SF's folketingsgruppe på Christiansborg udvikler sig dramatisk i disse timer, lyder kravet fra både storkreds Sjælland og partiforeningen i Køge, at Annette Vilhelmsen skal væltes, og at SF skal have ny formand og landsledelse.

Det skal de, fordi de ikke lytter til medlemmerne. Det oplyser DR Sjælland.

Partiformand i Køge Torben Haack arbejder på højtryk for at gå sammen med alle de utilfredse menige partisoldater i hele landet.

- Det er jo ikke kun os, der føler, at vi overhovedet ikke bliver lyttet til. SF har aldrig været så topstyret som nu. Jeg stemte selv på Annette Vilhelmsen, men hun magter jo slet ikke opgaven, siger Torben Haack til DR Sjælland.

- Den kommende tid skal vi prøve at redde SF og finde en, der kan overtage formandsposten.

Partiforeningen i Køge får fuld opbakning fra formanden for SF i hele den sjællandske storkreds, Jørgen Baadsgaard.

- Hun er ikke slået igennem, så vi bliver nødt til at vælge ny formand og ny landsledelse, så der er overensstemmelse mellem ledelsen og medlemmerne, siger storkredsformanden til DR Sjælland.

Formanden for SF i Middelfart, Kurt Mulvad, frygter, at der nu kommer et hav af udmeldinger af partiet.

- Jeg frygter, at partiet bliver halveret efter Dong-sagen. Jeg støttede Annette Vilhelmsen, men konsekvensen af Dong-sagen kunne godt være en ny formand ved næste landsmøde, siger han til TV2 News.

SF's medlem af landsledelsen Flemming Stenild gik dybt nedbøjet fra mødet i landsledelsen.

Et lille flertal bakkede Annette Vilhelmsen op, så folketingsgruppen skal acceptere, at Dong sælger en stor aktiepost til amerikanske Goldman Sachs.

Fra den sjællandske storkreds var Stenild udstyret med mandat til at kræve Dong-salget stemt ned eller i det mindste udskudt. Ingen af delene lykkedes som bekendt. Et snævert flertal bakkende Vilhelmsen op og accepterer aftalen med Goldman Sachs.

/ritzau/

Dagens Gossip