Meningsmåling: Færøerne får ny rød regering ved roret

Skal man tro den seneste meningsmåling, står den færøske regering over for et farveskift fra blåt til rødt.

Færingerne skal tirsdag til stemmeurnerne for at vælge, hvilke partier der får lov til at sætte sig på de 33 pladser i det færøske parlament, Lagtinget.

Gallup på Færøerne har spurgt 545 mennesker om, hvilket parti de vil stemme på ved lagtingsvalget. Og står det til dem, er der brug for nye ansigter i regeringen. Det skriver den færøske internetavis Portal.fo.

Oppositionspartiet Javnaðarflokkurin, som svarer til de danske socialdemokrater, står til at blive det største parti med otte mandater. Et plus på to mandater siden sidste valg.

Alle regeringspartier med undtagelse af det kristne Centerpartiet står til en valglussing, hvis det står til meningsmålingen.

Det er dog ikke overraskende, at det borgerlige Sambandspartiet med regeringsleder Kaj Leo Johannesen i spidsen har mistet popularitet, lyder det.

- Kaj Leo Johannesen er kommet med nogle uheldige udtalelser om flygtninge, og så er der tunnel-sagen, hvor han har misinformeret Lagtinget. Det har alt sammen betydning, lyder vurderingen fra chefredaktøren på den færøske avis Sosialurin, Eirikur Lindenskov.

Regeringslederen åbnede i sin nytårstale op for muligheden for, at Færøerne skal tage imod syriske flygtninge. Et forslag, der ikke ligefrem blev mødt med åbne arme i befolkningen.

Dernæst har Kaj Leo Johannesen været i strid modvind, da han bragte urigtige oplysninger til Lagtinget i forbindelse med en kontroversiel sag om en ny færøsk tunnel.

Partiet, der løber med den største fremgang i målingen, er det nye liberale parti Framsókn, der på dansk betyder Fremskridt. Oppositionspartiet, der første gang deltog i valget i 2011, har fordoblet sine mandater fra to til fire.

Der bor omkring 50.000 på Færøerne, som sammen med Grønland er en del af det danske rigsfællesskab.

/ritzau/

Dagens Gossip