Meningsmåling: Pårørende skal ikke have plejeansvar

Skrevet af admin

05/08/2014

Mest læste i dag

Når de offentlige kasser er tomme, kan det være fristende for kommunal- og regionspolitikere at prøve at flytte flere opgaver i ældre- og sygeplejen over på de pårørende i et forsøg på at spare penge.

Men det er en dårlig idé, mener et flertal i en undersøgelse, som Megafon har foretaget for Politiken.

Her siger 68 procent nej til, at det er rimeligt at give pårørende til syge og ældre et større ansvar og overtage plejeopgaver fra det offentlige. Kun 15 procent er enige i forslaget.

Danske Patienter er enige med flertallet, selv om man allerede har set eksempler på, at kommuner forsøger at lægge opgaver over på pårørende, og hos Ældresagen konstaterer man også, at det forekommer.

- Vi kan se i vores undersøgelser, at pårørende hjælper med at gøre rent på plejehjemmet, men vi mangler en diskussion af, om det er rimeligt, siger pårørendekonsulent Marie Jensen til Politiken.

Meningsmålingen viser da også, at der er forskellige holdninger til emnet, afhængigt af hvilke opgaver, det drejer sig om.

Flertallet vil nemlig gerne købe tandpasta, tandbørste og shampoo til en slægtning eller gå tur med vedkommende. Til gengæld er 77 procent af den opfattelse, at rengøring på plejehjemmet er en sag for det offentlige.

Sundhedsøkonom Jakob Kjellberg fra analyseinstituttet mener med erfaringer fra udlandet, at danskerne har vænnet sig til et meget højt serviceniveau, og formanden for Danske Regioner, Bent Hansen, minder også om, at økonomien i forvejen er spændt.

- Vi ved for eksempel, at antallet af kræftpatienter stiger med fem procent hvert år. Hvis vi skal løse den opgave, er vi nødt til at se på, om vi kan løse det med plejen på en anden måde fremadrettet, siger han til avisen.

1116 personer deltog i undersøgelsen, der blev foretaget fra 18. til 20. juni.

/ritzau/