Menneskemængde banker mistænkt voldtægtsmand til døde

Indiens regering har fredag igangsat en undersøgelse, efter at en mistænkt voldtægtsmand er blevet lynchet i det nordøstlige Indien.

Den 35-årige mand, der menes at være fra Bangladesh, sad fængslet, fordi politiet mistænker ham for at stå bag voldtægten af en 20-årig kvinde den 23. februar.

Torsdag brød menneskemængden ind i et højsikkerhedsfængsel i byen Dimapur City. De flåede tøjet af manden og trak ham ud i byens gader, skriver avisen Hindustan Times.

Den mistænkte voldtægtsmand blev ifølge avisen banket til døde, og herefter blev hans lig hængt op i byens klokketårn.

Dimapur City ligger i regionen Nagaland, hvor indbyggerne er stærkt imod illegale indvandrere fra Bangladesh.

Torsdagens hændelse sker samtidig med en heftig debat i Indien, efter at regeringen har bebudet, at man vil lave et forbud mod, at en BBC-dokumentar om en brutal voldtægt af en student i 2012 kan blive vist på tv.

Gruppevoldtægten satte gang i nationale protester og vakte international harme mod voldtægter i Indien. Det kastede lys på, at der sker udbredt seksuel vold mod kvinder i landet.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV