To mennesker brændt levende i oprør mod udlændinge i Zambia

Skrevet af admin

20/04/2016

Mest læste i dag

I Zambias hovedstad, Lusaka, er mindst to mennesker døde, efter at de er blevet brændt levende i optøjer, der er målrettet butikker ejet af rwandere i byen.

Optøjerne kommer i kølvandet på rygter om, at udlændinge står bag en lang række rituelle drab i Lusaka. Det oplyser det lokale politi onsdag.

Volden brød ud tidligere på ugen i flere slumområder i hovedstaden efter de seneste drab på mindst syv mennesker, hvis kropsdele såsom ører, hjerter og penisser var blevet fjernet.

Hundredvis af indbyggere har angrebet huse og butikker ejet af udlændinge med sten og stjålet mad, drikkevarer, køleskabe og andre elektroniske apparater.

Angrebene og plyndringerne har tvunget flere udlænding til at søge tilflugt på lokale politistationer.

- Det officielle antal mennesker, der er døde, siden plyndringerne begyndte, er to. Det er de to, der blev brændt til døde 18. april 2016 i Kanyama (et område i Lusaka, red.), oplyser polititalskvinde Charity Chanda i en erklæring onsdag.

Ifølge nyhedsbureauet AFP kan politiet ikke bekræfte nationaliteten på mandagens ofre.

Zambias indenrigsminister, Davies Mwila, mener, at urolighederne i Lusaka skyldes falske påstande om, at en udenlandsk gerningsmand, der begår rituelle drab, skulle være blevet løsladt fra politiets varetægt.

Adskillige tusinde flygtninge fra Rwanda bor i Lusaka. De driver mange af butikkerne i de uroplagede områder i byen, og beboere har beskyldt dem for at bruge kropsdele til hekseri.

/ritzau/AFP