Menneskeretsekspert: Vi skaber selv flygtningeboom

Skrevet af admin

20/08/2015

Dagens topnyheder

Europas håndtering af grænsekontrol er selv med til, at flygtningestrømmene hele tiden bevæger sig, og dermed lægger ekstraordinært pres på nye grænser.

Derfor er der ikke noget underligt i, at Makedoniens grænser i øjeblikket bliver bombarderet af flygtninge.

Det mener forskningschef for Institut for Menneskerettigheder, Thomas Gammeltoft-Hansen.

- Det er et katten-efter-musen-spil mellem grænsevagter og menneskesmuglere, siger han.

Han forklarer, at den europæiske grænsekontrol konstant fokuserer på, at sætte alle ressourcer ind der, hvor presset er.

- Men den naturlige konsekvens af den problemløsningsmodel er, at man dermed hele tiden forrykker presset, siger han.

Thomas Gammeltoft-Hansen anbefaler derfor, man i stedet for at mobilisere alle ressourcer ét sted, arbejder på et fordele dem mere ligeligt over flere lande.

- På den måde er man ikke selv med til at skabe de her bratte ruteskift, siger han.

Thomas Gammeltoft-Hansen fortæller, at flygtningestrømmenes mobilitet ikke er helt uden negative konsekvenser.

- Immigranter har det med at vælge de nemmeste ruter. Når man begynder at lukke dem, så tvinger man også folk ud på enten mere kostbare, længere eller farligere ruter, siger han.

Makedonien har torsdag erklæret undtagelsestilstand ved den sydlige grænse mod Grækenland, oplyser landets indenrigsministerium i en erklæring.

Hæren er blevet sat ind for at hjælpe med at kontrollere det store antal migranter, der forsøger at komme ind i landet.

/ritzau/