Menneskesmugler skal i fængsel og ud af landet

Skrevet af admin

10/12/2015

Mest læste i dag

En 36-årig mand, der er bosat i Sverige, er torsdag ved Retten i Nykøbing Falster blevet idømt et år og tre måneders fængsel for menneskesmugling.

Desuden bliver han udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år, oplyser senioranklager Emil Folker til Ritzau.

Manden blev anholdt i Rødbyhavn 18. august, da han i sin Volvo forsøgte at smugle en familie på far, mor og to børn, som han havde hentet i Østrig, gennem Danmark til Sverige.

Ved hjælp af teleoplysninger og gps kunne anklagemyndigheden påvise, at manden siden maj har foretaget tre andre lange ture fra Sverige til Sydeuropa og tilbage igen med meget korte ophold sydpå.

Retten fandt, at han også på disse ture har smuglet mennesker til Sverige.

- Ifølge retten er han kommet med utroværdige forklaringer om formålet med de tre andre ture, siger specialanklager Emil Folker til Ritzau.

- Jeg har desuden lagt vægt på, at han har købt flere forskellige køretøjer inden for et halvt år, selv om han lever af offentlig forsørgelse i Sverige, tilføjer han.

Den 36-årige valgte at tænke over, om han vil anke dommen til Østre Landsret.

/ritzau/