Mercedes accepterer intern Formel 1-rivalisering

Stillingen om verdensmesterskabet i Formel 1 indikerer en vild tvekamp om titlen mellem de to Mercedes-kørere Nico Rosberg og Lewis Hamilton, og nu er teamet også kommet til en erkendelse af, at de to kørere først og fremmest skal pleje egne interesser frem for holdets.

- Det, vi besluttede i begyndelsen af sæsonen, fungerer måske ikke længere. Vi kan ikke rigtig længere bede kørerne om at opgive deres positioner og sætte deres egen VM-chance på spil til fordel for holdet, siger Mercedes' teamchef Toto Wolff.

Udtalelsen kom umiddelbart efter søndagens ungarske grandprix, hvor holdet i to situationer bad Lewis Hamilton om at lade sig overhale af Nico Rosberg, da de to kørere var på forskellige pitstop-strategier.

Det faldt Hamilton for brystet, og han nægtede at parere ordre. Han jagtede på dette tidspunkt Fernando Alonso (Ferrari) og den senere vinder Daniel Ricciardo (Red Bull).

- Jeg var meget chokeret over, at holdet ville bede mig om det. Han var ikke tæt nok på mig til at overhale, og jeg ville ikke lette på pedalen og tabe tid til Fernando og Daniel, så det var lidt mærkeligt, sagde Lewis Hamilton.

Han sluttede på tredjepladsen i Budapest og henviste Rosberg til fjerdepladsen.

I den samlede stilling fører Rosberg dog stadig med 202 point, mens Hamilton har 191 på andenpladsen. De har skabt et stort hul ned til Daniel Ricciardo. Australieren har 131 point på tredjepladsen.

Det næste og sæsonens 12. grandprix køres på Spa-banen i Belgien 24. august.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV