Mercedes giver Rosberg intern straf for sammenstød

Skrevet af admin

29/08/2014

Dagens topnyheder

Den tyske formel 1-kører Nico Rosberg er blevet straffet internt af Mercedes-teamet for sammenstødet med holdkammerat Lewis Hamilton i sidste søndags belgiske grandprix.

Det oplyser Mercedes i en pressemeddelelse fredag.

Her oplyser holdet, at Nico Rosberg og Lewis Hamilton mødtes med cheferne Toto Wolff og Paddy Lowe i hovedkvarteret i Brackley, England, for at diskutere sidste søndags hændelser.

- På mødet anerkendte Nico sit ansvar for den kontakt mellem bilerne, som skete på anden omgang. Nico undskyldte for at have truffet et forkert valg, lyder det i pressemeddelelsen.

- Der er givet en passende disciplinær straf for begivenheden, lyder det videre.

- Mercedes er fortsat engageret i hårdt og fair motorløb, fordi det er den rette måde at vinde verdensmesterskabet. Det er godt for holdet, for fansene og for Formel 1.

- Lewis og Nico forstår og accepterer holdets regel nummer et: Der må ikke være kontakt mellem vores biler på banen, skriver Mercedes.

Lewis Hamilton var straks efter grandprixet stærkt kritisk overfor sin holdkammerat.

Nico Rosberg har ikke fået nogen formel straf fra motorsportsorganisationen.

/ritzau/