Mere end 70 rotter fanget på Bording Skole i Vestjylland

Bording Skole har den seneste tid været hårdt plaget af rotter, men nu er rotteplagen overstået.

Det oplyser skoleleder Thomas Henten.

- Sidste melding var, at vi formentlig først kunne komme tilbage omkring juletid, hvad der måske også passer for vores overbygningselever. Men tingene udvikler sig hurtigt, og det viser sig, at de fleste elever trygt kan vende tilbage hurtigere. ISS melder de fleste steder rottefri og rengjorte, skriver han på skolens hjemmeside.

Kloakkerne er ved at være udskiftet, rettet op og strømpeforede, så de er klar til at blive kvalitetstjekket.

Teknikkergange er rengjorte og reparerede, så der ingen utætheder og huller er. De vil ligeledes blive kvalitetstjekket.

Lofterne er tømt for isolering og klar til at blive desinficeret, så der igen kan lægges ny isolering

- Alt i alt regner vi med at have fjernet alle rotternes levesteder og spæret dem vejen rundt i systemet. Der er sat låse og fælder op i hele kloaksystemet således, at vi ikke bare skubber rotteplagen over på vores naboer. Alle naboer er på deres side blevet bedt om at tjekke deres grund og bygninger for rotter, så vi ikke får en ny invasion 14 dage efter, at skolen er erklæret rottefri, lyder det fra Thomas Henten.

Alle lokaler og møbler er minutiøst rengjorte, og de står de fleste steder klar til at modtage børnene igen fra på mandag.

- Dog kan vi ikke hente alle børn hjem med det samme, da der flere steder skal udbedres skader efter oprydningen.

Dagens Gossip

Dagens TV