Mere end hvert fjerde hjem har ingen røgalarm

Skrevet af admin

21/07/2015

Dagens topnyheder

Røgalarmer er en meget billig livsforsikring, fordi du kan nå at bringe dig i sikkerhed, inden en brand i hjemmet breder sig fatalt.

Alligevel har 740.000 boliger i Danmark ikke installeret en røgalarm.

Det fremgår af en undersøgelse, Ingeniørforeningen har lavet blandt et repræsentativt udsnit af danskerne.

Den viser, at 71 procent har installeret en røgalarm, men altså også at flere end hver fjerde ikke har.

Det er alt for mange, ifølge Ib Bertelsen, formand for IDA Brandteknik under Ingeniørforeningen. Han er til daglig centerdirektør i Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI), og han efterlyser markant større politisk fokus på problemet.

- I branchen har vi gennem flere år efterlyst en national forebyggelsesplan for brand. Løfter har der været mange af, men reelt er der ikke sket noget, siger Ib Bertelsen.

Omkring 360.000 danskere har oplevet brand i eget hjem i løbet af de seneste fem år. Det viste en undersøgelse fra TrygFonden, Beredskabsstyrelsen og Energistyrelsen tidligere på året.

Levende lys, cigaretter, elektriske apparater og overophedede gryder er brandårsagerne. I perioden fra 2010 til 2014 måtte brandvæsnet rykke ud til 25.816 brande i private boliger.

Tal fra Beredskabsstyrelsen viser, at der i 2014 døde 83 mennesker i brande, heraf 79 i hjemmet. Tallet har ligget nogenlunde konstant siden år 2000. Dertil kommer de mange, der skades ved brand.

Fra 2004 blev det et krav, at der installeres røgalarmer i alle nybyggede boliger, men det er ikke nok, ifølge Ib Bertelsen.

- Langt de fleste boliger er jo opført før 2004, og undersøgelsen viser med al tydelighed, at der ligger en stor opgave med at få flere til at sætte røgalarmer op, siger han.

/ritzau/