Mere genbrug: Regeringen er klar med ny strategi for affald

Der skal brændes mindre affald af og genbruges mere. Det fremgår af miljøminister Ida Aukens (SF) nye ressourcestrategi »Danmark uden affald«, som bliver offentliggjort mandag. Det skriver Politiken og dr.dk.

Visionen med den nye strategi er, at Danmark skal være et af de lande i verden, som genanvender mest.

»Affaldet er fyldt med værdier, som vi lige nu brænder af. Og det giver ikke nogen mening i en verden, hvor kampen om råvarer bliver hårdere dag for dag. Derfor vender vi op og ned på tilgangen til affald, så vi kan forbrænde mindre og genanvende mere,« siger miljøministeren til DR Nyheder.

Hun peger på, at 330 leverpostejbakker for eksempel kan blive til en cykel, mens madrester kan forvandles til biogas, og derfor skal danskerne til at sortere affaldet, alt efter om det er madaffald, plastik, papir eller metal, skriver dr.dk.

»Målet er at skabe et Danmark, som vi med god samvittighed kan give videre til vores børn og børnebørn. Den vækst, som vil komme i Danmark, skal ikke medføre mere affald til forbrænding, men at vi genanvender langt mere,« siger Ida Auken til Politiken.

Regeringen har afsat 200 millioner til den nye strategi, og pengene skal gå til at støtte udviklingen af nye teknologier for genanvendelse og støtte kommunerne, der skal føre planen ud i livet.

Målet er, at der frem mod 2022 skal brændes flere hundredetusinde tons mindre affald af, at to tredjedele af al elektronik skal indsamles, at andelen af genanvendt husholdningsaffald skal omkring fordobles, og at der skal genbruges mere glas, pap, metal og plast i servicesektoren, skriver de to medier.

Ifølge formanden for teknik- og miljøudvalget i Kommunernes Landsforening (KL), Martin Damm (V), er målene »en udfordring«. Han understreger dog, at kommunerne er »med på mere genanvendelse«.

»Vi vil godt kvittere for, at regeringen giver os metodefrihed til at nå målene, så der ikke skal sidde en klog én i København og bestemme, hvor mange skraldespande vi skal have i hver enkelt kommune,« siger Martin Damm til Politiken.

Dagens Gossip