Mere hjælp til kvinder udsat for æresvold

I begyndelsen af denne uge blev et palæstinensisk ægtepar varetægtsfængslet, efter at de havde udsat deres 17-årige datter for et sandt mareridt.

Hos sin moster og onkel i en lejlighed i Høje Taastrup blev pigen tvunget til at tage sit tøj af, forsøgt kvalt med et bælte, ligesom hendes hår blev klippet af. Tilsyneladende med forældrenes vidende, fordi de ikke kunne acceptere, at hun var blevet kæreste med en dansk dreng.

Sagen er opsigtvækkende, men langt fra enestående. Landets kvindekrisecentre modtager et stigende antal henvendelser fra kvinder udsat for æresrelaterede konflikter, og derfor vil social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) styrke krisecentrenes indsats.

- Kvinder, som udsættes for æresrelaterede forbrydelser, er i en anden situation end de kvinder, som krisecentrene ellers tager hånd om. De er ekstra sårbare, fordi de risikerer at miste hele deres sociale netværk, når de forlader deres mand eller familie, siger Karen Hækkerup (S).

Ni krisecentre fordelt over hele landet er udvalgt til projektet, som vil give de ansatte mere viden om æresrelaterede konflikter og gøre dem bedre i stand til at forstå, hvor meget der er på spil for de kvinder, der har søgt tilflugt.

I Landsforeningen af Kvindekrisecentre (LOKK) er Susanne Fabricius, projektleder for rådgivningen vedrørende æresrelaterede konflikter, enig i, at der er brug for mere viden om, hvordan kvinderne bedst hjælpes.

- Krisecentrene har generelt ikke den specialviden, som det kan kræve at rådgive kvinderne. Ofte skal man tænke familiemønstret ind på en anden måde, siger Susanne Fabricius.

Eksempelvis nævner hun, at det kan få alvorlige konsekvenser for en ung indvandrerpige, der er flygtet fra sine kontrollerende forældre, hvis hun får det råd at tale med sine forældre om, at hun føler sig dårlig behandlet.

- Det er naturligt at sige sådan til en dansk kvinde, men i en indvandrerfamilie kan det være fatalt. Pigens forhold risikerer at blive endnu sværere, siger Susanne Fabricius.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV