Mere modstand til TV2: Nu er 'Vild med Allan'-app'en her

Hypen om Allan Simonsen i 'Vild med Dans' vil ingen ende tage. Balladen nåede et midlertidigt højdepunkt, da TV2 i fredagens udgave af underholdningsprogrammet pludselig ændrede SMS-koderne.

Nu har Simonsen så fået sin egen app, der skal sikre stemmer, så han kan gå hele vejen og vinde den 10. sæson af ’Vild med dans’. App'en hedder 'Vild med Allan', skriver eb.dk.

LÆS OGSÅ: TV2 hænes efter SMS-ændringer

Manden bag hedder Kristian Langborg-Hansen. App'en, som er til Android-telefoner, kan allerede hentes i Googles app-store.

TV2 ændrede blandt andet SMS-koderne, fordi der var kommet en overflod af stemmer fra personer, som ikke fulgte med i programmet. App'en sikrer, at man kan stemme, selvom man ikke følger med. Den finder nemlig selv ud af eventuelt ændrede SMS-koder.

- Jeg har lavet app’en som modtræk til TV 2’s ændring af SMS-koderne. Med app’en skal man ikke selv sidde og holde øje med den kode, som Allan får. Et tryk på app’en og så sender man en SMS af sted og stemmer på ham, siger Kristian Langborg-Hansen, der er partner i App Academy, til eb.dk.

LÆS OGSÅ: 'Ud med Allan' haler ind på 'Vild med Allan'

Det koster fem kroner plus almindelig SMS-takst at sende sin stemme på Allan Simonsen via app’en. Hvis ikke, TV 2 ændrer reglerne igen på fredag, kan der stemmes fem gange på hvert af de resterende par.

Dagens Gossip