Merkel advarer: Enten hjælpepakke eller kaos i Grækenland

Skrevet af admin

17/07/2015

Dagens topnyheder

Det er bydende nødvendigt, at en ny hjælpepakke til Grækenland bliver forhandlet på plads, understreger den tyske forbundskansler, Angela Merkel, fredag under en debat i Forbundsdagen.

Her skal Tysklands folkevalgte give grønt lys til forhandlinger om en ny lånepakke til det kriseramte land.

Finansminister Wolfgang Schäuble er en af dem, der har luftet muligheden for, at Grækenland midlertidigt udtræder af euroen, men Merkel fastholder, at grækernes plads er inden for eurosamarbejdet.

- Alternativet til denne aftale vil ikke være en "timeout" fra euroen, men derimod forudsigeligt kaos, siger Merkel.

- Vi vil udvise grov forsømmelse og handle uansvarligt, hvis vi ikke i det mindste forsøger dette, tilføjer kansleren over for de tyske parlamentarikere.

Merkel betegner den aftale, eurozonens ledere nåede til enighed om mandag morgen, som et "sidste forsøg" på at finde en løsning på det græske gældsdrama.

Hvis landene ikke var nået frem til et kompromis i Bruxelles, ville det have betydet, at "vi havde set til, mens landet nærmest forbløder, at folk ikke længere får deres penge, og hvor kaos og vold kunne blive resultatet," advarer Merkel ifølge nyhedsbureauet AFP.

I den tyske offentlighed er der voksende modstand mod at fortsætte hjælpen til Grækenland. I forvejen er Tyskland det euroland, der har bidraget mest til de to hjælpeprogrammer til Grækenland siden 2010.

Tysklands største tabloidavis, Bild, har kørt en kampagne med overskrifter som "Grexit er den bedste løsning" og "Vores børnebørn kommer til at betale".

Flere i Merkels eget konservative CDU-parti udtrykker modstand mod en ny aftale med Grækenland. Ikke desto mindre er det ventet, at Forbundsdagen stemmer ja, når debatten er slut.

/ritzau/Reuters