Merkel bejler til socialdemokrater

Ved et pressemøde mandag oplyser den konservative kansler, at hun som det første har taget kontakt til socialdemokratiske SPD, som inden valget havde håbet at overtage magten i Tyskland.

»Vi er selvfølgelig åbne for forhandlinger, og jeg har allerede haft indledende kontakt med SPDs formand, som sagde, at partiets ledelse først skal holde et møde på fredag,« fortæller Angela Merkel ifølge Reuters.

SPD-formand Sigmar Gabriel slår fast, at hans parti er klar til at indgå i regeringsforhandlinger, men han vil ikke på forhånd love, at det vil lykkes parterne at nå til enighed.

»Arbejdet med at danne regering er begyndt, og udfaldet står helt åbent,« siger han på et møde med journalister mandag.

Under Merkels første kanslerperiode fra 2005 til 2009 dannede hendes CDU/CSU-alliance regering med netop SPD, den såkaldte »storkoalition«, men regeringssamarbejdet kostede socialdemokraterne millioner af stemmer ved valget i 2009. Det ventes derfor, at SPD vil stille store krav for at støtte Merkel endnu en gang.

»Det vil blive en ekstrem lang vej,« siger Ralf Stegner, frontfigur for venstrefløjen i SPD, der ser meget skeptisk på at genskabe samarbejdet med den borgerlige alliance.

En anden SPD-leder, som ønsker at være anonym, siger til Reuters, at det ville have været bedre, hvis Merkel havde fået absolut flertal i Forbundsdagen og dermed kunne regere alene:

»Det ville have været den værste straf for hende - at skulle tage ansvar for alt på egen hånd«.

Det er dermed ikke på forhånd givet, at CDU/CSU vil danne regering med SPD. En anden mulig samarbejdspartner er De Grønne, der normalt ser netop SPD som deres nærmeste allierede.

Venstrefløjen i den borgerlige alliance støtter en koalition med det lille miljøparti, mens hardlinere som Volker Kauder, gruppeformand for CDU i Forbundsdagen, blankt afviser en »sort-grøn« koalition.

»Skatteorgiet, som De Grønne har foreslået, gør det meget svært at arbejde med dem. Det er ikke første gang, at vi styrer mod en storkoalition (med SPD, red.),« siger han ifølge Reuters.

Lykkes det ikke Angela Merkel at danne en koalitionsregering, kan præsident Joachim Gauck blive nødt til at udskrive nyvalg.

Dagens Gossip

Dagens TV