Merkel er skuffet: Aflytning blandt venner går ikke an

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, sender en klokkeklar røffel i retning mod USA, da hun torsdag eftermiddag ankommer til et EU-topmøde i Bruxelles.

- Det går slet ikke an, hvis venner udspionerer hinanden, fastslår Angela Merkel ved indgangen til topmødebygningen.

Det er Merkels første offentlige kommentar, siden regeringen i Berlin onsdag meddelte, at USA kan have aflyttet kanslerens mobiltelefon, samt at Merkel havde ringet til den amerikanske præsident, Barack Obama, for at klage over aflytningen.

- Vi har brug for tillid blandt allierede, og den tillid gælder det nu om at få genoprettet, siger kansleren.

Tyske efterretningskilder vurderer over for Die Welts netavis, at amerikanerne næppe har aflyttet Merkels nuværende smartphone. I givet fald har de hacket hendes gamle Nokia-telefon, som hun også brugte flittigt til at sende fortrolige sms'er med.

Kanslerens gamle mobilnummer fremgår ifølge Die Welt også af de hemmeligstemplede dokumenter fra den amerikanske efterretningstjeneste NSA, som den tidligere NSA-medarbejder Edward Snowden har smuglet ud af USA.

Selv om der foreløbig ikke foreligger konkrete beviser for aflytningen, har den tyske efterretningstjeneste BND og den tyske myndighed for datasikkerhed BSI en alvorlig mistanke om, at NSA kan have været med på en lytter hos Merkel igennem længere tid.

Aflytningsskandalen er torsdag løbet med al opmærksomheden i Bruxelles. Og Merkel understreger, at hun ikke blot i onsdagens telefonsamtale, men også i juli har fastslået over for Obama, at aflytning blandt venner er uholdbar.

- Her drejer det sig dog ikke om mig, men om alle borgere, siger hun ved ankomsten til topmødet og kalder det en fælles udfordring for EU-lederne at finde ud af, hvilken form for databeskyttelse der er nødvendig i fremtiden.

Amerikanernes mulige aflytning af Merkel har vakt harme blandt hendes europæiske kolleger, som over en bred kam fordømmer den ved ankomsten til topmødet.

Og selv om sagen ikke står på topmødets officielle dagsorden, forventer Litauens præsident og nuværende EU-formand, Dalia Grybauskaite, at aflytningen vil blive diskuteret torsdag aften.

Her vil Merkel og den franske præsident, François Hollande, også tage emnet op ved et separat møde, lyder det fra franske regeringskilder.

/ritzau/

Dagens Gossip