Merkel fastholder flygtningepolitik trods vælgerlussing

Skrevet af admin

14/03/2016

Dagens topnyheder

En talsmand for den tyske forbundskansler, Angela Merkel, siger til nyhedsbureauet AFP, at den nuværende linje i tysk flygtningepolitik vil fortsætte trods udfaldet af valgene i tre delstater, hvor det højrepopulistiske parti Alternative für Deutschland (AfD) søndag vandt en jordskredssejr.

Valgene er blevet opfattet som en lakmusprøve på forbundskansler Angela Merkels håndtering af migrantkrisen i Europa. Men Merkel har ingen planer om en kursændring efter at have set valgresultaterne.

- Forbundsregeringen vil beslutsomt fastholde den samme flygtningepolitik - både hjemme og ude, siger Merkels talsmand, Steffen Seibert.

- Målet må være en fælles og holdbar europæisk løsning, som fører til en betydelig reduktion af antallet af flygtninge i alle EU-lande, tilføjer han.

Seibert siger, at Merkel vil fastholde en strategi med at styrke sikkerheden ved EU's ydre grænser og samarbejde med Tyrkiet om at reducere flygtningestrømmen.

- Inden for landets egne grænser vil vi forsøge at gøre integrationen af mennesker, som har søgt asyl her, lettere. Vi gør det klart, at integrationen skal ske i vores system med lov og orden og baseret på vores fælles værdier.

På bekostning af mange andre emner har flygtningedebatten været i højsædet under valgkampen i Sachsen-Anhalt, Baden-Württemberg og Rheinland-Pfalz.

CDU tabte søndag slaget om magten i to af de tre delstater, hvor der samlet bor omkring 17 millioner tyskere. CDU opnåede ikke flertal i Baden-Württemberg og Rheinland-Pfalz i det sydvestlige Tyskland.

Merkels parti bevarede hovedrollen i Sachsen-Anhalt i øst. Men også her ringede alarmklokkerne for forbundskansleren, da AfD fik 21,5 procent af stemmerne.

/ritzau/AFP