Merkel: Gældskrisen i euro-zonen er langtfra klaret

Skrevet af admin

19/03/2015

Dagens topnyheder

Problemerne med væksten i Europa er ifølge forbundskansler Angela Merkel endnu ikke overvundne, selv om der er tegn på en mere positiv udvikling.

- I vores indsats mod gældskrisen i europæiske stater har vi under svære betingelser opnået visse resultater. Men vi kan ikke sige, at vi er igennem og har overvundet problemerne.

- Derfor må vi fortsat gøre os anstrengelser for at klare krisen, siger Merkel i en tale i Forbundsdagen i Berlin, inden hun rejser til Bruxelles for at deltage i et EU-topmøde, hvor grækernes gældskrise nok engang ventes at løbe med overskrifterne.

Merkel understreger, at der for første gang siden begyndelsen på finanskrisen atter vil være vækst i samtlige EU-lande i år.

- Selv arbejdsløsheden er faldende. Selv om sker ganske langsomt, falder den skridt for skridt. Også i Spanien og Irland, hvor redningspakker er afsluttet med succes, siger Merkel.

På EU-topmødet i Bruxelles bliver Grækenlands økonomiske krise igen et toptema, selv om de kaotiske forhold omkring den nye græske regerings forsøg på at genforhandle betingelserne for landets milliardlån egentlig ikke er på topmødets dagsorden.

Men premierminister Alexis Tsipras har bedt om, at der i forbindelse med mødet blandt de 28 stats- og regeringschefer bliver holdt et møde i en mindre kreds, heriblandt Merkel, specifikt for at tale om Grækenland.

Der har været en tiltagende dårlig stemning mellem Grækenland og de øvrige 18 eurolande, siden Tsipras' nyvalgte venstreregering fra første arbejdsdag i januar tog fat på at få ændrer rammer og betingelser for sine lån fra udlandet.

Senest har gamle billeder af finansminister Yanis Varoufakis, der tilsyneladende giver Tyskland fingeren, turneret på sociale medier.

Merkel siger, at hun også ser frem til at tale med den græske regeringsleder, når denne for første gang besøger hende i Berlin mandag.

- Jeg ser frem til at tale med ham - og måske skændes med ham, sagde Merkel torsdag til latter fra salen i det tyske parlament.

/ritzau/dpa