Merkel har haft »konstruktiv« snak med De Grønne

Parterne blev ifølge Reuters enige om at mødes igen i næste uge for at fortsætte forhandlingerne.

Merkels konservative CDU og søsterpartiet CSU er på udkig efter en koalitionspartner efter valget til Forbundsdagen 22. september. Her vandt Merkels konservative 311 ud af 631 pladser i Bundestag.

Sandsynligheden for, at De Grønne ender som partner til en regering med de konservative er dog ikke stor, vurderer iagttagere ifølge Reuters. De Grønne kæmper for højere beskatning af rige tyskere og - ligesom socialdemokraterne i SPD - indførelse af en mindsteløn.

CDUs generalsekretær Hermann Groehe kaldte ifølge Reuters torsdagens møde med De Grønne for et »godt, åbent og konstruktivt møde«.

I 2005 havde CDU/CSU også forhandlinger med De Grønne om at danne regering, men efter halvanden times møde faldt forhandlingerne til jorden, og de konservative gik i stedet i regering med SPD.

Merkel har også haft sonderinger med SPD, og et nyt møde med socialdemokraterne er aftalt til på mandag.

De Grønne vandt 63 pladser i Forbundsdagen, mens SPD råder over 193 pladser og venstrefløjspartiet Die Linke 64 pladser. De konservatives hidtidige partner, FDP, røg under spærregrænsen og ud af parlamentet.

Regeringsdannelse efter et valg kan i Tyskland tage op til to måneder efter valgets afholdelse.

Dagens Gossip