Merkel i Moskva: Opfordrer Putin til øget samarbejde

Skrevet af admin

10/05/2015

Dagens topnyheder

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, har søndag holdt møde med sin russiske kollega Vladimir Putin i Moskva, hvor hun understregede vigtigheden af øget samarbejde mellem de to.

- Det er nødvendigt for os at samarbejde, også igennem komplicerede situationer, ligesom situationen er lige nu, og prøve at finde diplomatiske løsninger, sagde hun, inden hun lagde en krans ved den ukendte soldats grav i Moskva.

Lørdag blev de fleste vestlige ledere inklusive Merkel væk fra en stor russisk parade i Moskva, som markerede 70-året for Ruslands sejr over Nazityskland i Anden Verdenskrig.

Ifølge nyhedsbureauet AFP var den tyske forbundskanslers besøg søndag en kompensation for Merkels udeblivelse lørdag, hvor Putin i stedet for vestlige ledere var i selskab med blandt andet ledere fra Kina, Venezuela og Cuba.

Merkel og Putin skulle søndag diskutere Ukraine-krisen.

Efter deres møde sagde Merkel ifølge AFP, at der stadigvæk ikke er våbenhvile i det østlige Ukraine.

- Vi har stadigvæk ikke våbenhvile. Der er masser af vold fra separatisternes side, sagde hun og henviste til informationer fra internationale observatører i området.

- Den her proces er meget kompleks. Vi havde håbet på at få en våbenhvile, men den er desværre ikke trådt i kraft, fortsatte hun.

I februar forsøgte Merkel og den franske præsident François Hollande at hjælpe en fredsaftale igennem for at få stoppet de mange måneders kampe mellem prorussiske separatister og ukrainske styrker i Østukraine.

Men de to parter beskylder hinanden for at blive ved med at angribe den anden og bryde våbenhvilen på trods af, at begge sider hævder at have fjernet tunge våben fra frontlinjen, som fredsaftalen krævede det.

/ritzau/AFP