Merkel lægger brexit-pres på ny britisk premierminister

Den tyske forbundskansler placerer en stor opgave på den kommende britiske premierministers arbejdsbord i Downing Street 10.

Angela Merkel forventer, at Theresa May "hurtigt" fortæller, hvilket forhold briterne ønsker til unionen, efter at de 23. juni stemte for at forlade EU.

- Storbritannien skal hurtigt afgøre, hvordan kongeriget ønsker sit forhold til EU i fremtiden, sagde Merkel mandag aften ved en reception for diplomater i Berlin.

Theresa May overtager posten efter David Cameron onsdag.

Meldingen fra Merkel faldt, få timer efter at det stod klart, at den konservative indenrigsminister skal være regeringschef.

Theresa May overtager dermed posten før ventet. Hun var klar favorit i et felt på fem kandidater til posten som konservativ leder. Men mandag trak den sidste rival sit kandidatur.

Angela Merkel slog mandag aften igen fast, at det er op til regeringen i London at aktivere EU-traktatens artikel 50, der sætter gang i forhandlinger om udmeldelse.

May førte ligesom Cameron kampagne for at blive i EU. Efter resultatet af afstemningen har hun dog ikke tøvet. Brexit betyder brexit. Hun vil føre briternes dom ud i livet, og hun vil "gøre brexit til en succes".

/ritzau/AFP

Dagens Gossip