Merkel lover kritiske partifæller færre migranter

Skrevet af admin

14/12/2015

Dagens topnyheder

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, er under pres fra sine partifæller, som hun mandag ser i øjnene under en partikongres i det konservative parti, CDU.

Flere "ledende medlemmer af partiet" har anonymt i tysk presse udtrykt bekymring for hendes håndtering af flygtningestrømmen.

- Denne udfordring er enorm, siger hun om gruppen på knap én million asylansøgere, som er nået til Tyskland alene i år.

Hun tilføjer ved kongressen i Karlsruhe, at hun tilstræber en "mærkbar reduktion" i tilstrømningen til Tyskland:

- Vi vil og agter mærkbart at reducere antallet af flygtninge.

Denne udtalelse høstede klapsalver, men det betyder ikke, at Tyskland lukker sin grænse. Og kansleren har ikke sat en overgrænse.

- Tyskland bør være et land, som er åbent, tolerant og endda spændende.

Kritikken mod den 61-årige Merkel, datter af en protestantisk præst, blev åbenbar, da Steffen Heitmann, tidligere justitsminister i delstaten Sachsen, tidligere på måneden meldte sig ud af partiet i protest mod regeringens kurs.

Mandag har Angela Merkel brugt talerstolen til at minde om, hvordan Tyskland så ud, da hun trådte til for ti år siden.

- Da var det ikke så godt. Europa var dybt splittet over Irak-krigen. I Tyskland havde vi fem millioner arbejdsløse, siger hun og husker, at "vi blev kaldt Europas syge mand".

Nu er Tyskland Europas økonomiske motor, men flygtningeproblemet splitter tyskerne - og også CDU.

Målet med den to dage lange kongres er at finde et fælles fodslag i flygtningespørgsmålet.

Den indflydelsesrige ungdomsafdeling i CDU har i modsætning til Merkel krævet et loft over antallet af asylansøgere i Tyskland.

Samme forslag presser CDU's søsterparti i Bayern, CSU, på for at få gennemført.

I et forsøg på at komme kritikken i møde var der søndag aften før kongressen møde i partitoppen, som sendte en 18 sider lang resolution til afstemning.

De 18 sider rummer blandt andet forslag om et forbud mod, at kvinder offentligt bærer burka.

Merkel fordømte mandag i øvrigt også rige lande for ikke at give tilstrækkelig støtte til FN's flygtningeorgan og WFP, World Food Programme.

Manglen på finansiering er "utilgivelig" og "uacceptabel".

/ritzau/Reuters