Merkel og Cameron vil lave et 5G-mobilnet

Britiske og tyske hjerner, penge og teknologi skal samarbejde og udvikle et nyt og lynende hurtigt mobilnetværk.

Det bliver femte generation og skal hedde 5G, og med sådan et netværk i drift vil det værre slut med at slå tiden ihjel med at støvsuge eller læse i en gammeldags bog, mens computeren bruger kræfter på at downloade en film.

Den britiske premierminister, David Cameron, talte søndag ved åbningen af verdens største high-tech-udstilling i Hanover i Tyskland, og her talte han om samarbejdet.

Udstillingen hedder CeBIT, og også Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, var med.

Cameron ønsker, at samarbejdet skal ske ved, at der samles idéer, deles data og innovationer, som skal føre til de næste store idéer, som han sagde.

Ifølge premierministeren vil det kommende 5G-net, som samarbejdet skal munde ud i, betyde, at en film i fuld længde kan downloades fra internettet på et sekund.

- Dette er prisen, som forskere over hele verden går efter, sagde Cameron, da han afslørede det nye samarbejde mellem det tyske universitet i Dresden og Storbritanniens Kings College University i London og University of Surrey.

Årets CeBIT-udstilling løber over fem dage og fokuserer på temaet "datability" - evnen til at anvende store mængder data hurtigt og ansvarligt.

Der er i denne tid en global debat om datasikkerhed efter sidste års afsløringer af, at USA med britisk hjælp har opsnappet og indsamlet store mængder data verden over og aflyttet en masse personer, herunder Angela Merkel.

Både Tyskland og Storbritannien er blevet indfanget af aflytningsskandalen, men Cameron sagde ikke noget om det i sin tale.

Merkel understregede derimod vigtigheden af, at de fremskridt, der skal gøres på det teknologiske område, gøres inden for fælles europæiske regler om databeskyttelse.

Men dette skal også drøftes med USA, sagde hun.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV