Merkel og Hollande holder hastemøde om migrantkrise

Skrevet af admin

24/08/2015

Dagens topnyheder

Den forværrede flygtningekrise er på dagsordenen, når Frankrigs og Tysklands politiske ledere mandag holder krisemøde for at drøfte, hvordan Europa skal tackle udfordringen.

Frankrigs præsident, François Hollande, og den tyske forbundskansler, Angela Merkel, skal blandt andet tale om kvoter for flygtninge og indvandrere, bekræfter den franske indenrigsminister Laurent Fabius, til nyhedsbureauet Reuters.

En kilde i det franske præsidentpalads siger til det franske nyhedsbureau AFP, at de beslutninger, der hidtil er taget i EU, "ikke er tilstrækkelige, ikke er hurtige nok og ikke løser opgaven".

- Situationen løser ikke sig selv, siger kilden.

I juni afviste EU's medlemslande et forslag fra kommissionsformand Jean-Claude Juncker om at indføre kvoter for, hvordan de titusinder af flygtninge, der strømmer til især Italien og Grækenland, skal fordeles mellem de europæiske lande.

På mandagens møde vil Hollande og Merkel drøfte deres regeringers ønske om at "gå meget længere med harmonisering" af en strategi, der blandt andet omfatter asylpolitik, og for at få indført "en mere fuldstændig europæisk politik", siger kilden i det franske præsidentpalads.

Ifølge kilden vil Merkel og Hollande blandt andet have en liste over lande, hvis statsborgere ikke vil blive betragtet som asylansøgere, medmindre der er usædvanlige personlige forhold, der taler for det.

Hidtil er det ikke lykkedes i EU-sammenhæng at lave en sådan liste.

På mandagens møde vil Merkel og Hollande ifølge AFP's kilde også tale om, hvordan man kan hjælpe med at etablere modtagecentre i Grækenland og Italien til at hjælpe med at identificere asylansøgere og indvandrere, som skal sendes hjem igen.

- Så længe disse modtagecentre ikke er der og der ikke er solidaritet internt i EU, vil hjemsendelsen af migranter - som skal afskrække flere nytilkomne - ikke finde sted, siger kilden i Hollandes kontor.

Flygtningekrisen er den værste i Europa i over et halvt århundrede.

Tal viser, at et rekordhøjt antal flygtninge og indvandrere, nemlig 107.500 mennesker i alt, rejste ind i EU-landene alene i sidste måned. Det tal ventes at stige i de kommende måneder.

/ritzau/AFP