Merkel og Hollande vil opklare aflytningssag for EU

Skrevet af admin

25/10/2013

Dagens topnyheder

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, François Hollande, vil gå i dialog med USA for at få komme til bunds i sagen om amerikanernes mulige aflytning af europæere, deriblandt kansleren selv.

De vil så aflægge rapport, når EU's 28 stats- og regeringschefer mødes igen i december, lyder meldingen fra EU's præsident, Herman Van Rompuy, natten til fredag efter EU-topmødets førstedag.

Her orienterede Merkel og Hollande deres europæiske kolleger om den mulige amerikanske overvågning af tyske og franske telefoner, som har vakt både bekymring og harme på topmødet.

- Det afgørende i dag er visheden om, at sådan noget ikke gentager sig, siger Hollande efterfølgende.

- Vi har haft meget omfattende og gode drøftelser her til aften og er nu nået frem til en fælles sproglig linje eller en fælles kommunikationslinje for alle 28 lande, siger Merkel på sit pressemøde.

EU-præsident Herman Van Rompuy forklarer, at Tyskland og Frankrig foreslog at tage kontakt til USA. EU-lederne blev efterfølgende enige om en udtalelse, som alle bakker op om, og som nu bliver tilføjet topmødets sluterklæring.

- Tyskland og Frankrig har i fællesskab taget initiativ til dette, og andre medlemslande vil så siden tilslutte sig, siger Merkel.

Ifølge kansleren har Tyskland og Frankrig konkret foreslået EU-landene, at de inden årsskiftet vil arbejde for at opnå en fælles forståelse med USA om, hvordan deres respektive efterretningstjenester skal samarbejde i fremtiden.

Det skal ske ved hjælp af en konkrete retningslinjer, så der ikke igen kan opstå tillidsbrud.

- Nu skal der hurtigt ske fremskridt, siger hun og understreger, at mistillid vanskeliggør samarbejdet mellem allierede.

- I fremtiden må der ændres noget og det drastisk, fastslår Angela Merkel.

- Her drejer det sig dog ikke kun om pæne ord, men virkelige forandringer, siger hun.

Kansleren mener dog ikke, at det vil hjælpe at udskyde frihandelsforhandlingerne med USA:

- Det har vi ikke krævet i dag. Jeg er personligt af den opfattelse, at hvis man går ud, skal man også vide, hvordan man kommer ind igen. Og måske er forhandlinger i sådan en anspændt situation endda vigtigere nu.

Hun undlader at svare på, hvorvidt hun forlanger en undskyldning af den amerikanske præsident, Barack Obama, og vil heller ikke afsløre detaljer fra deres telefonsamtale onsdag aften:

- Jeg fortæller ikke noget fra fortrolige samtaler.

/ritzau/