Merkel og SPD-leder skriver under på regeringsgrundlag

Skrevet af admin

27/11/2013

Dagens topnyheder

For tredje gang i forbundsrepublikkens historie får Tyskland en stor koalition.

Forbundskansler og CDU-formand Angela Merkel, Bayerns ministerpræsident og CSU-formand, Horst Seehofer, og det socialdemokratiske SPD's formand, Sigmar Gabriel, har onsdag middag i Berlin sat deres foreløbige underskrifter på det nye regeringsgrundlag.

- Jeg tror, at vi har gode chancer for at kunne sige i 2017, at folk har det bedre end i dag, siger forbundskansler Angela Merkel ved en efterfølgende pressekonference med de to andre partiformænd.

Merkel erkender imidlertid, at forhandlingerne med socialdemokraterne om en national mindsteløn har været vanskelige.

- Det har været en stor mundfuld. Jeg synes, vi har fundet et fair kompromis, siger hun og glæder sig over, at det er lykkedes at nå frem til en overgangsløsning.

- Vi indledte forhandlingerne med meget forskellige opfattelser, og derfor har det også taget sin tid. Men sådan er livet, siger kansleren.

SPD-formanden siger på pressekonferencen, at han er fuldstændig overbevist om, at partiets medlemmer vil stemme ja til regeringsgrundlaget.

- SPD's medlemmer kan være stolte af, hvad vi har opnået for folk i Tyskland med denne koalitionsaftale.

- Det er ikke kun de store opgavers koalition. Jeg vil udtrykkeligt gøre opmærksom på, at regeringsgrundlaget også er til for menigmand, for helt almindelige flittige tyskere, siger Sigmar Gabriel.

Den nye store koalition vil arbejde for at sikre større social lighed i EU's største land blandt andet i form af national mindsteløn, som var et af SPD's hovedkrav ved forhandlingerne.

Den 185 sider store aftale, som natten til onsdag faldt på plads efter 17 timers tovtrækkeri mellem de tre store partier, kan dog først træde i kraft, hvis de 473.000 SPD-medlemmer stemmer ja til den ved en urafstemning i begyndelsen af december.

Merkel stod også i spidsen for en stor koalition fra 2005 til 2009. Dengang var Gabriel hendes miljøminister. Hvilken post, han får nu, er endnu uafklaret, da fordelingen af ministerierne først offentliggøres, når resultatet af SPD's urafstemning er kendt.

Socialdemokraterne får seks ud af de 14 ministerposter. CDU sætter sig på fem ministerier plus posten som chef for kanslerministeriet, mens CSU får tre ministerier.

/ritzau/