Merkel opfordrer Israel til tostatsløsning

Skrevet af admin

24/02/2014

Dagens topnyheder

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og de fleste medlemmer af hendes regering ankom mandag til Israel for at føre forhandlinger med premierminister Benjamin Netanyahu og hans ministre om fredsprocessen, det iranske atomprogram samt udviklingen i Ukraine.

Under et todages besøg skal det tysk-israelske forhold også styrkes gennem et øget samarbejde om uddannelse, forskning og udvikling.

Tyskland har et særligt forhold til Israel, hvilket indebærer løbende møder mellem ministre for de to lande. Det samme gælder for Tysklands forhold til en række store lande som Frankrig, Polen, Rusland og Kina.

Merkel, der talte med pressen om det israelsk-palæstinensiske forhold inden sin ankomst til Israel, siger, at Tysklands støtter USA's bestræbelser på at få israelerne og palæstinenserne til at underskrive en fredsaftale.

- Vi må så hurtigt som muligt have en stabil tostatsløsning - med den jødiske stat Israel og samtidig en stat for palæstinenserne, siger den tyske regeringschef.

Netanyahu signalerede på forhånd, at Tyskland og Israel ikke ser på Iran på samme måde.

- Jeg håber på, at Tyskland og de andre stormagter, der deltager i forhandlingerne med Iran, vil insistere på virkelige krav til Iran, så landet bliver forhindret i at blive en atommagt, siger den israelske premierminister.

Israel og Tyskland har haft regelmæssige nære "regerings-konsultationer" siden 2008, og det er femte gang, at Merkel mødes bilateralt med en israelsk leder. Det seneste fandt sted i Berlin i december 2012./ritzau/dpa