Merkel overtager styringen af migrantkrisen i Tyskland

Skrevet af admin

06/10/2015

Dagens topnyheder

Den tyske forbundskansler, Angela Merkels kontor agter at sætte sig i spidsen for koordineringen af arbejdet med de hundredtusinder af migranter og flygtninge, der kommer til Tyskland.

Onsdag er der regeringsmøde i Berlin, Tysklands hovedstad, og her ventes planerne om at lade kanslerkontoret tage sig af problemerne at blive vedtaget.

Embedsmænd siger til det tyske nyhedsbureau dpa, at det så bliver kanslerkontorets chef, Peter Altmaier, som skal stå i spidsen for arbejdet.

Beslutningen kommer, efter at utilfredsheden og modstanden mod, at Tyskland skal tage sig af de mange mennesker, er taget til.

Der meldes desuden om uroligheder på flere af de overfyldte asylcentre.

Internt i regeringen, der består af Merkels konservative CDU og socialdemokraterne, er der også spændinger. Kredse i regeringen er utilfredse med, at Merkel har afvist at sætte et tal på, hvor mange flygtninge og migranter Tyskland kan håndtere.

Der er også utilfredshed med, at Merkel har lempet på asyllovgivningen, når det gælder syrere.

Flere ledere i delstaterne kritiserer hendes regering og siger, at deres ressourcer til håndtering af krisen er på bristepunktet.

En meningsmåling, der blev offentliggjort mandag af forskningsgruppen Markt- und Sozialforschung, viser, at 59 procent af tyskerne mener, at Merkels beslutning i september om at lade syriske flygtninge rejse uregistrerede ind i Tyskland fra Ungarn var forkert.

Vælgermålinger siger også, at Merkels hidtil gode tal, når det gælder popularitet, er for nedadgående.

Bekymringerne synes at have givet ny vind i sejlene til den islamkritiske gruppe Pegida, der hver mandag demonstrerer i byen Dresden mod voksende muslimsk påvirkning i Tyskland.

Ved demonstrationen for godt en uge siden deltog 7500 demonstranter, men mandag var der 9000 på gaden i Dresden.

Da det gik bedst for Pegida i fjor, var der en mandag 25.000 demonstranter, men siden opstod der intern splid i Pegida.

/ritzau/