Merkel sigter mod markant færre flygtninge i år

Skrevet af admin

11/01/2016

Mest læste i dag

Antallet af flygtninge i Tyskland skal reduceres betydeligt i år, siger den tyske forbundskansler, Angela Merkel.

Det hænger også sammen med, siger kansleren ifølge Reuters, at de mange mennesker skal integreres.

Tyskland tog imod flere end en million flygtninge og migranter sidste år. Det er mere end en procent at landets samlede befolkning.

Da Angela Merkel tilbage i december stod over for sine partifæller ved partikongressen i det konservative parti CDU, forsikrede hun ligeledes, at hun tilstræber en "mærkbar reduktion" i tilstrømningen til Tyskland.

Kansleren tilføjede dog, at Tyskland fortsat bør være et åbent og tolerant land.

Internt i CDU har der været flere kritiske røster over for Merkels flygtningepolitik.

Tidligere justitsminister i delstaten Sachsen Steffen Heitmann meldte sig i december ud af partiet i protest mod kursen.

Partiets ungdomsafdeling har krævet et loft over antallet af asylansøgere. Men det har Merkel ved flere lejligheder afvist.

/ritzau/Reuters