Merkel: Stadig tid nok til græsk løsning i denne uge

Skrevet af admin

22/06/2015

Mest læste i dag

Der kommer næppe en løsning på den græske gældskrise på det hasteindkaldte eurotopmøde i Bruxelles i aften. Men det kan stadig lade sig gøre at indgå en aftale senere på ugen, mener den tyske forbundskansler, Angela Merkel.

- Der er stadig mange dage tilbage af ugen, hvor en beslutning kan blive taget, siger Merkel ifølge Reuters under et besøg i den østtyske by Magdeburg, inden hun senere mandag tager til topmøde i Bruxelles.

Den tyske forbundskansler understreger, at uden en aftale mellem de tre institutioner - EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond - kan mandagens eurotopmøde ikke blive meget mere end et diskussionsforum.

Inden topmødet mandag aften mødes eurogruppens finansministre mandag kl. 12.30 til et forberedende møde i Bruxelles. Eurogruppen mødtes torsdag aften i Luxembourg, uden at der kom noget gennembrud ud af det.

Efter fire måneders resultatløse forhandlinger mellem Grækenland og kreditorerne nærmer deadline sig hastigt for en løsning på den græske gældskrise.

Det internationale støtteprogram for Grækenland udløber den 30. juni, og samme dag skal de pressede grækere betale 1,5 milliarder euro til Valutafonden.

Det kan de formentlig kun, hvis de forinden har indgået en aftale med kreditorerne, som kan udløse flere penge til Grækenlands tomme statskasse.

/ritzau/

/ritzau/