Merkel: USA skal overholde tysk lovgivning på tysk jord

Forud for valget i september er hun nødt til at berolige sine vælgere med, at den form for snagen, som det amerikanske efterretningsvæsen ifølge whistlebloweren Edward Snowdens afsløringer har haft gang i, ikke kommer til at gentage sig.

Ifølge Reuters sagde Merkel i et interview med TV-stationen ARD, at hun nu forventer, at USA holder sig til tysk lovgivning i fremtiden. Det er det tætteste, hun er kommet på en anerkendelse af, at de spionmetoder, som USA har benyttet sig af i Tyskland, har overtrådt de tyske regler.

»Jeg forventer en klar forpligtigelse fra den amerikanske regeringen på, at man i fremtiden vil holde sig til tysk lov,« lød det fra forbundskansleren.

I jagten på skrappere EU-regler lovede Merkel, at tyskerne kommer til at spille en stor og striks rolle.

Den seneste tid har hun og forbundsregeringen været under gevaldigt pres på grund af spørgsmålet om, hvor meget man i Tyskland kendte til den indgribende amerikanske overvågning. En så alvorlig sag, at den kan komme til at få indflydelse på valget i september.

Hendes modstander, den socialdemokratiske Peer Steinbrueck, har anklaget Merkel for ikke at leve op til sit løfte og sin pligt.

»Fru Merkel sværgede ved sin indsættelse at beskytte det tyske folk mod overgreb. Nu er det kommet frem, at tyske statsborgeres basale rettigheder er blevet massivt misbrugt. Jeg har et anderledes syn på at beskytte folk fra overgreb,« har han sagt til avisen Bild am Sonntag ifølge Reuters.

Dagens Gossip