Merkels CDU-parti står til øretæve hos vælgerne

Skrevet af admin

11/03/2016

Mest læste i dag

Den seneste tyske meningsmåling viser, at forbundskansler Angela Merkels konservative CDU står til en øretæve fra vælgerne, når der stemmes søndag - Supersonntag - i tre delstater.

Det kan alvorligt svække partiet inden parlamentsvalget i 2017.

I tysk presse bliver delstatsvalgene tolket som en folkeafstemning for og imod Merkel og den liberale flygtningepolitik, som hun har stået bag.

Det har givet alvorlige gnidninger også i hendes eget parti, at Tyskland sidste år tog imod omkring en million flygtninge.

Målingen om søndagens valg offentliggøres af tv-stationen ZDF. Den viser, at CDU mister sin status som det største parti i den sydtyske delstat Baden-Württemberg med et fald fra 40 procent til 29 procent.

Og tendensen er den samme i delstaten Rheinland-Pfalz i det vestligste Tyskland og i Sachsen-Anhalt i den østlige del af landet.

Det er det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland (AfD), som vinder i målingen.

Partiet vil få 11 procent af stemmerne i Baden-Württemberg, 9 procent i Rheinland-Pfalz og score hele 18 procent i Sachsen-Anhalt.

- Beskyt grænsen - stop dette asylkaos, lyder det i en af partiets paroler.

Det er partiet De Grønne, der i målingen indtager førstepladsen i det velstående Baden-Württemberg med 32 procent af stemmene.

I det ligeledes velstående Rheinland-Pfalz ligger CDU side om side med regeringspartneren - det socialdemokratiske SPD. De får henholdsvis 35 og 36 procent.

Med 32 procent vil Merkels parti fortsat være det største i Sachsen-Anhalt.

I alt 12 millioner vælgere har mulighed for at stemme søndag, der af de tyske medier er blevet døbt Supersonntag med reference til de amerikanske primærvalg og den såkaldte Super Tuesday, hvor en lang række stater stemmer samme dag.

AfD har ikke tidligere været valgt ind på delstatsniveau. Nu har partiet udsigt til at rykke ind i tre delstater.

/ritzau/dpa