Messe for 50+ blev en succes

Skrevet af Elo Christoffersen

07/10/2012

Dagens topnyheder

 

Danmarks helt nye publikumsmesse for 50+ generationen, ”Living+”, sluttede søndag aften efter tre gode messedage, hvor i alt 5689 besøgende skabte liv på de flere end 160 stande.   Der var masser af tilbud på blandt andet rejser, vine, cykler, kulturelle oplevelser, kunst, massagestole og meget andet. Der var også inspiration til fritidsaktiviteter, tips og rådgivning om forskellige emner, og på scenen trak blandt andre tidligere politichef Per Larsen fulde huse.   - Vi hører, og har også selv oplevet, at en stor del af de besøgende har brugt mange timer på messen. Det er et fint tegn på, at de har fundet udstillerne og aktiviteterne spændende og relevante. Der har også været god købelyst – mange har slæbt adskillige poser med sig ud, bemærker Lars Søndergaard, projektchef i MESSE C.   Blandt de travle udstillere var Odense-firmaet Garup & Lærkegaard ApS, som præsenterede de kendte Farstrup stole.   - Det er gået rigtig godt – over al forventning. Vi har haft masser at lave og har oplevet stor interesse, ikke mindst for vores nye Scala stue, så for os er Living+ en succeshistorie, fastslår Vivi Ann Garup og Linda Lærkegaard.   De to indehavere tilføjer, at gæsterne på standen er kommet fra det meste af Vestdanmark, og også fra eksempelvis Holbæk havde nogle taget turen med tog via arrangørernes særlige DSB-tilbud.   Ifølge Lars Søndergaard fra MESSE C vil den første Living+ messe blive evalueret. Men han er ikke i tvivl om, at der med weekendens tilslutning er skabt et godt afsæt til en tilbagevendende begivenhed.