Messerschmidt: Dan Jørgensen bliver en god minister

- Godt gået kammerat og velfortjent, skrev Morten Messerchmidt (DF) onsdag aften til Dan Jørgensen (S), efter at det var kommet frem, at socialdemokraten bliver ny fødevareminister.

- Og så skrev jeg, at jeg håber, vi kan fortsætte vores tætte politiske og personlige relation, selvom han flytter fra Bruxelles til Slotsholmen, fortæller politikeren.

Morten Messerschmidt og Dan Jørgensen har indtil nu været kolleger i Europaparlamentet. Sammen har de to været på roadtrip i DR2 programmet "Langt fra Bruxelles", og i øjeblikket er de værter i et ugentlig debatprogram på Radio24syv.

- Jeg har kendt Dan Jørgensen vældig godt igennem mange år og har konstateret, at vi er rygende politiske uenige. Men hvis man kigger på personen, tror jeg, han vil blive en god minister, siger Morten Messerschmidt.

- Man kan være kammerater, selvom man er rygende uenige. Det kan Dan Jørgensen finde ud af, og det, synes jeg, er forudsætningen for at blive en god minister. Man skal kunne varetage alles interesser og forstå, hvordan andre tænker, fortsætter han.

Dan Jørgensen er kendt som miljø- og dyrerettighedsforkæmper, og Landbrug & Fødevarers formand har efter udnævnelsen udtalt, at han undrer sig over nogle af politikerens synspunkter.

Det har han da også god grund til at gøre, mener Morten Messerschmidt.

- Dan Jørgensen kommer jo fra den yderste venstrefløj i Socialdemokraterne og er rimelig resistent overfor økonomiske indvendinger. Så jeg tror, landbruget går en hård tid i møde med Dan Jørgensen som fødevareminister, siger han.

Alligevel glæder Morten Messerschmidt sig over udnævnelsen.

-Det er klart, at jeg ikke er tilhænger af den regering, der sidder nu. Men når nu der er et venstreorienteret flertal, må man acceptere, at det er den slags ministre, der bliver udnævnt. Og jeg er glad på hans vegne, siger han og fortsætter:

- Nu har han et kæmpe stofområde, han skal sætte sig ind i. Det giver jeg ham ro til. Men jeg går ud fra, at når jeg kommer hjem til Danmark i næste uge, så ses vi der.

Dan Jørgensen får officielt overrakt ministeriet fra Karen Hækkerup klokken 16 torsdag.

/ritzau/

Dagens Gossip