Messerschmidt: Regeringen lægger sig på ryggen som en villig hundehvalp

Det er det klare budskab fra Morten Messerschmidt (DF), Dansk Folkepartis medlem af Europa-Parlamentet, der vil have den danske regering til at sige fra over for EU.

»På den korte bane bør regeringen meddele EU, at vi aldrig har overdraget suverænitet på socialpolitikken, altså at det er ulovlige beslutninger, som EU-domstolen træffer, og at vi derfor ikke vil acceptere, at de skal følges i Danmark,« siger Messerschmidt.

»Det er sådan, at efter Grundloven skal man overdrage beføjelser til EU, før EUs myndigheder kan have magt i Danmark, og jeg mener simpelthen ikke, at der er tale om, at vi har overdraget magt på for eksempel SU-området eller børnepengeområdet. De ord er slet ikke nævnt i EU-traktaten,« siger han.

Den seneste tid har en række EU-afgørelser på SU-området betydet, at et større antal EU-borgere får ret til at hæve uddannelsesstøtte end hidtil. Desuden har EU underkendt det danske optjeningsprincip, der forhindrede EU-borgere, der kom til landet, i at modtage børnepenge allerede fra første dag.

Ifølge Morten Messerschmidt er der brug for endnu et dansk EU-forbehold, hvis man skal hindre flere EU-afgørelser i at ramme det danske velfærdsystem.

»Vi har gode erfaringer med at få forbehold her i Danmark, blandt andet har vi et forbehold over for euroen, det har sparet os for mange milliarder, tilsvarende bør vi have et forbehold over for den her anfægtelse af vores velfærdsystem, sådan at de domme, der falder, og de beslutninger, der bliver truffet, ikke har gyldighed i Danmark. Det, synes jeg, er vejen frem,« siger han.

Spørgsmål: Vil det sige, at du mener, at den danske regering tager fejl, når den vælger at følge de her domme?

»Den danske regering lægger sig som en villig hundehvalp ned på ryggen og venter på, at dommerne kommer og klør dem på maven, og det synes jeg ærlig talt er ret ynkeligt,« siger han.

Spørgsmål: Men det danske folketing kan vel reelt ikke modsætte sig EU-domstolen?

»Jo, det kan vi sagtens. Det er klart, at der vil komme en yderligere sanktion fra EU-systemet - det ville blive til noget af en konflikt - men sagen er, at Danmark er et af de lande i EU, som er allermest opsat på hele tiden at skulle være duks. Når det kommer til vores velfærdsamfund, ville jeg bare ønske, at vi ville opgive dukserollen for en gangs skyld og kæmpe lidt for vores rettigheder,« forklarer Morten Messerschmidt.

Ifølge ham kan EUs afgørelser få mere vidtrækkende betydning fremover.

»Inden længe vil den danske kontanthjælp med garanti blive forsøgt ved EU-domstolen, som muligvis endnu en gang vil underkende Danmarks ret til at bestemme«, siger Morten Messerschmidt.

Dagens Gossip