Messerschmidt: USAs aflytninger er »fuldstændig uacceptable«

Sådan lyder formaningen fra den danske EU-parlamentariker Morten Messerschmidt (DF).

»Uanset om det er i Danmark i Folketinget, eller det er i EU i EU-parlamentet, så er det selvfølgelig uacceptabelt, at i udgangspunktet venligtsindede magter overvåger og aflytter hinanden for rent politiske informationer,« siger han og fortsætter:

»Jeg synes grundlæggende, det her må føre til et tillidsbrud mellem EU og USA, og jeg har derfor også skrevet til den amerikanske ambassade i Danmark for at udbede mig en redegørelse og en forklaring på, hvad det er for nogle motiver, der ligger bag.«

Afsløringen kommer på et tidspunkt, hvor USA og Europa forhandler om en frihandelsaftale, der potentielt kan kaste milliarder af sig på begge sider af Atlanten, når den engang er færdigforhandlet.

Ifølge Morten Messerschmidt risikerer afsløringen af de omfattende aflytninger at ramme aftalen.

»Jeg kan slet ikke forestille mig andet, end at det her får en betydning. Det er klart, at de meget nære forbindelser, der er mellem Danmark og Europa på den ene side og så USA på den anden side kun kan opretholdes og udbygges, hvis der er en fundamental tillid mellem parterne som allierede. Hvis ikke amerikanerne har en utroligt god forklaring på, hvad der er foregået her, så bliver det nogle meget svære forhandlinger at komme igennem,« siger han.

Ifølge Der Spiegel viser fortrolige dokumenter, som amerikaneren Edward Snowden har lækket, at USA har stået bag massiv telefon- og dataovervågning i EU, ligesom der angiveligt har været installeret mikrofoner på EU-kontorer.

Morten Messerschmidt påpeger, at sagen ligeledes rejser spørgsmål om sikkerheden i Europa.

»Hvad er det egentlig for nogle sikkerhedssystemer, som vi har kørende. Nu er det USA, der har aflyttet og overvåget, men USA er stadig en allieret af Danmark og EU, men hvad hvis det er Rusland eller Kina, der gør det samme. Det rejser nogle endnu større sikkerhedsmæssige problemstillinger.«

USA har i forbindelse med tidligere afsløringer omkring den amerikanske overvågning peget på, at efterretningerne har været med til at bremse terrorangreb, men den forklaring kan ikke bruges her, siger Messerschmidt.

»Det er klart, at man som land har lov til at overvåge eller aflytte, hvis det handler om nationens sikkerhed, men det er ikke det, som vi har med at gøre her. Her handler det om, at man har aflyttet for at opnå politiske fordele. Den slags form for politiske motiver er fuldstændig uacceptable.«

Dagens Gossip