Messi efter stort Sevilla-comeback: Vi slappede af

Skrevet af admin

12/08/2015

Mest læste i dag

Argentineren Lionel Messi er lige så dominerende fra starten af den nye sæson, som han var i størstedelen af den forgangne sæson.

I tirsdagens europæiske Super Cup-finale scorede han de to første mål på frispark og havde også en andel i sejrsmålet til 5-4 over Sevilla i den forlængede spilletid. Men Barcelona burde have afgjort finalen tidligere, blandt andet var holdet foran 4-1 i anden halvleg.

- Vi startede kampen virkelig godt, men vi slappede af, da vi kom foran 4-1, og alt blev meget kompliceret fra det tidspunkt, siger Lionel Messi.

Sevilla - med Michael Krohn-Dehli på banen i hele kampen - scorede tre gange på 24 minutter og sendte kampen ud i en forlængelse. Her blev Pedro matchvinder fem minutter før tid, da han sparkede riposten fra et Messi-frispark i nettet.

Barcelona-træner Luis Enrique havde ikke lige forventet, at hans hold kom på overarbejde.

- Fodbold kan være et overraskende spil. Lige som man tror, at man cruiser mod sejren, kan tingene pludselig gå den forkerte vej.

- Men vi reagerede godt på deres comeback, og jeg synes, vi fortjente at vinde til sidst. Jeg er meget glad for trofæet, siger Enrique.

Hos taberholdet var nederlaget til gengæld svært at sluge.

- Det er et meget ondt nederlag. Vi gjorde alt for at komme tilbage og tvang kampen ud i forlænget spilletid. I det mindste fortjente vi at komme ud i straffesparkskonkurrence, siger kantspilleren Vitolo.

I de sidste minutter havde Sevilla to store chancer for at udligne til 5-5, men det blev ved de ni scoringer i kampen mellem de forsvarende mestre i henholdsvis Champions League og Europa League.

/ritzau/