Messi er enig med sin træner: Vi skal spille bedre

Skrevet af admin

16/06/2014

Mest læste i dag

Der er plads til forbedring.

Det mener verdensstjernen Lionel Messi, efter at Argentina natten til mandag slog Bosnien 2-1 i holdets første kamp ved VM.

Argentina kom planmæssigt foran med både 1-0 og 2-0 - det sidste leveret på fornem vis af netop Messi - men det var uden at imponere.

- Det andet mål sikrede de tre point, og det var specielt for mig i forhold til den kamp, jeg havde. Men resultatet er det vigtigste, siger Messi ifølge Reuters.

- Vi har ting, der skal forbedres, men det var en god første kamp for os ved verdensmesterskabet, fortsætter han.

Den argentinske landstræner, Alejandro Sabella, lovpriser oven på kampen Messi, men er også enig i, at sydamerikanerne skal gøre det bedre, hvis de skal leve op til favoritrollen.

- Det er klart, at vi skal forbedre os, og der har jeg også et ansvar, lyder det fra Sabella.

Han mener, at Argentinas indsats fortjener et sekstal på en skala fra et til 10.

- I første halvleg synes jeg, vi havde godt styr på bosnierne, men derudover spillede vi ikke med den dybde, som vi gjorde i anden halvleg, siger Sabella.

Argentina møder Iran i sin næste gruppekamp ved slutrunden.

/ritzau/