Messi i lufthavnsklammeri med argentinere efter VM-sejr

Skrevet af admin

21/12/2015

Dagens topnyheder

VM for klubhold fik et kedeligt efterspil for turneringens triumfator, FC Barcelona, og særligt klubbens argentinske stjernespiller Lionel Messi.

På vej gennem pas- og sikkerhedskontrollen i lufthavnen i Tokyo efter finalesejren over argentinske River Plate blev Messi verbalt overfaldet af River Plate-fans, og en enkelt fan gik så langt, at han spyttede på Messi.

Herefter skulle Messi angiveligt have slået ud efter personen, inden Barcelonas træner, Luis Enrique, og holdkammeraterne Javier Mascherano og Luis Suarez forhindrede håndgemæng mellem parterne.

Det skriver den spanske sportsavis AS ifølge nyhedsbureauet AFP.

Barcelona vandt finalen 3-0, og Messi satte sit aftryk ved at score det første mål i kampen.

/ritzau/