Messi kan gøre comeback i spansk topbrag

Skrevet af admin

06/01/2014

Mest læste i dag

Lionel Messi har ikke været i kamp, siden han pådrog sig en skade i november, men nu er FC Barcelona-stjernen godt på vej til at få comeback. Det kan blive senere i denne uge.

Onsdag tørner Barcelona sammen med Getafe i pokalturneringen, mens den ultimative topkamp på udebane mod Atlético Madrid løber af stablen lørdag.

- Om han spiller en af kampene i denne uge afhænger af, hvordan han føler sig. Han skal være klar. Ikke bare fysisk, men også mentalt.

- Det tager tid for en spiller at komme sig mentalt ovenpå en skade, og det er vigtigst nu. Fysisk ser han godt ud.

- Vi vil aldrig bruge ham, hvis han ikke er helt klar. Han har gjort et stort stykke arbejde for at komme til den nuværende form, så vi må lige have en smule mere tålmodighed, siger Barcelonas træner, Gerardo Martino, ifølge NTB.

Det catalanske storhold klarede sig fint søndag uden Messi, da Elche blev sendt ud af Camp Nou med et nederlag på 0-4. Men opgaven lørdag er af en anden kaliber.

- Vi ved, hvor vigtig kampen er, og hvor godt Atlético spiller. Det er et hold, der er klar til at vinde store ting, men det ændrer ikke ved holdningen om at vælge spillere, som er i den rette form, siger træneren.

Både Atlético og Barcelona har 49 point inden lørdagens topkamp, mens Real Madrid har 41 point på tredjepladsen. Sidstnævnte kan dog hente yderligere tre point mandag aften mod Celta Vigo på hjemmebane.

/ritzau/