Messi og Alves bag ny Barcelona-sejr: City færdige i CL

Skrevet af admin

12/03/2014

Mest læste i dag

Lionel Messi og Dani Alves gjorde endnu en gang forskellen for FC Barcelona mod Manchester City i Champions League.

For tre uger siden scorede de to stjerner, da det spanske mesterhold vandt med 2-0 i England.

Onsdag aften sparkede duoen det spanske storhold det sidste stykke ind i kvartfinalerne i 2-1-sejren i returmødet på Camp Nou.

Afgørelsen faldt reelt midtvejs i anden halvleg, da det argentinske fodboldorakel Lionel Messi førte bolden frem og nemt kørte forbi gæsternes Joleon Lescott. Med frit udsyn til målet kunne Messi nemt udplacere Joe Hart i Citys mål.

Frem til scoringen levede håbet om avancement for de engelske gæster, der var kommet stærkt ud til anden halvleg.

Indskiftede Edin Dzeko havde blandt andet haft et kraftfuldt hovedstød, som Barcelona-målmand Victor Valdés flot fik reddet til hjørnespark.

Selv om City-holdet gik i opløsning efter Messis scoring og fik Pablo Zabaleta udvist, så lykkedes det at få udlignet i næstsidste minut.

Vincent Kompany var lusket med frem i Barcelonas straffesparkfelt og kunne dirigere et hovedstød fra Edin Dzeko i mål til 1-1.

Manchester City fik dog ikke lov til at rejse hjem med uafgjort. I overtiden blev Dani Alves matchvinder for de spanske værter, da han modtog bolden fra Andrés Iniesta på baglinjen.

Den målfarlige højreback hamrede bolden mod mål, og selv om flere City-spillere forsøge at blokere skudforsøget, så kunne de ikke hindre Alves i at blive matchvinder.

Der er lodtrækning til kvartfinalerne den 21. marts.

/ritzau/