Messi og Puyol er klar til comeback for Barcelona

Skrevet af admin

18/10/2013

Dagens topnyheder

Lionel Messi kan på lørdag gøre comeback for FC Barcelona, når det spanske mesterhold på udebane møder Osasuna i Primera Division.

Den argentinske angrebsstjerne har været ude med en skade siden slutningen af september, men nu er han atter klar til at hjælpe sit hold.

Det samme er forsvarsstyrmanden Carles Puyol, der er med i truppen efter syv måneders pause på grund af en knæskade.

Mens Messi sandsynligvis glider ind i startopstillingen, så er det mere tvivlsomt med 35-årige Puyols deltagelse.

- Vi må se, om han spiller eller ej. Men han er klar og vil meget gerne på holdet.

- Hans ivrighed overrasker mig. Han er som en lille dreng, der skal til at have sin ligadebut, siger Barcelona-træner Gerardo Martino ifølge nyhedsbureauet Reuters.

FC Barcelona topper den bedste spanske fodboldrække efter otte sejre i lige så mange kampe. Osasuna ligger tredjesidst med seks point.

/ritzau/