Messi redder Barcelona efter chokstart i hadsk kamp

Skrevet af admin

06/01/2016

Dagens topnyheder

I weekenden klarede Espanyol 0-0 hjemme mod byrivalerne FC Barcelona i den spanske liga, men onsdag aften tog Barcelona revanche pokalturneringen.

Hjemme på Camp Nou sejrede de forsvarende mestre med 4-1 i det første af to opgør i kvartfinalen på trods af en chokstart fra gæsterne.

Fra start til slut var der utallige bataljer mellem spillerne, som øjensynligt havde en del regnskaber at gøre op fra mødet i weekenden. Det endte med to røde kort og en regn af gule.

Selve kampen fik en overraskende start, da Espanyol bragte sig i front efter bare ni minutter.

Dani Alves tabte bolden højt på banen, og Felipe Caicedo afsluttede flot kontraangrebet til 1-0.

Føringen holdt dog kun fire minutter. Så spillede Andrés Iniesta superstjernen Lionel Messi helt blank, og han udnyttede chancen sikkert.

Et minut før pausen fik udeholdet endnu en spand koldt vand i hovedet, da samme Messi bankede et frispark ind til 2-1 via undersiden af overliggeren.

Anden halvleg blev endnu mere ensidig med total Barcelona-dominans. Inden uret rundede fem minutter fandt Lionel Messi forsvarsspilleren Gerard Pique, der havde listet sig med frem og gjorde det til 3-1 på en tværaflevering tæt under mål.

Det vedblev at være et langt pres mod Espanyol-målet, og det blev intensiveret, da Espanyol fik to røde kort med fire minutters mellemrum.

Først røg Hernan Perez ud efter 72 minutter for sit andet gule kort. Fire minutter efter fik Pape Diop direkte rødt kort, for noget han sagde i et mundhuggeri med Luis Suarez, som dommeren overhørte.

Det fik skærmydslerne til at eskalere, og der var konstant skubberi og bataljer spillerne imellem - blandt andet fordi Espanyol-spillerne følte, at Messi og Neymar forsøgte at håne dem i et par situationer.

Tre minutter før tid lukkede Neymar kampen til 4-1 efter et flot bandespil med Lionel Messi.

Dermed sluttede Messi kampen med to mål og to oplæg i den anspændte atmosfære.

/ritzau/