Messi runder mål nummer 50 i landsholdstrøjen

Skrevet af admin

30/03/2016

Dagens topnyheder

Superstjernen Lionel Messi scorede sit landskampmål nummer 50, da Argentina tirsdag vandt 2-0 hjemme over Bolivia i den sydamerikanske VM-kvalifikation.

Med sejren er VM-finalisterne fra 2014 på tredjepladsen i den langvarige kvalifikation, hvor de fire bedste nationer kvalificerer sig direkte til VM i Rusland om to år.

Forsvarsspilleren Gabriel Mercado scorede sit andet mål for landsholdet på en uge, da han efter 21 minutter bragte hjemmeholdet foran.

Otte minutter senere fik Argentina tilkendt et straffespark, som Lionel Messi sikkert scorede på.

Med de 50 mål er han nu kun seks landsholdsscoringer fra at komme op på siden af rekordindehaveren Gabriel Batistuta, der scorede imponerende 56 mål i 78 landskampe i sin karriere. Lionel Messi har indtil videre brugt 107 landskampe på at nå de 50 mål.

Den sydamerikanske VM-kvalifikation føres med 13 point af Uruguay, der tirsdag vandt 1-0 hjemme over Peru på mål af Edinson Cavani.

På andenpladsen følger Ecuador ligeledes med 13 point. Holdet tabte tirsdag 1-3 ude mod Colombia.

Brasilien er efter en dårlig start på turneringen kun nummer seks ud af de ti lande i kvalifikationen. Holdet har nu ni point efter syv kampe, efter at brasserne sent tirsdag var heldige med at få uafgjort ude mod Paraguay.

Et mål af Barcelonas Dani Alves dybt inde i overtiden til 2-2 sikrede dem et enkelt point.

I den sidste kamp vandt Chile sikkert 4-1 ude over bundproppen Venezuela. Juventus-spilleren Arturo Vidal scorede to gange. Chile indtager nu fjerdepladsen i VM-kvalifikationen med ti point.

/ritzau/Reuters