Messi slår målrekord i Argentinas semifinalesejr over USA

Skrevet af admin

22/06/2016

Dagens topnyheder

Lionel Messi og Argentina er i finalen i Copa America, efter at holdet vandt 4-0 over et tamt USA i semifinalen i Houston, Texas.

Allerede efter tre minutter bragte Ezequiel Lavezzi sydamerikanerne foran, og derfra så det stjernespækkede mandskab sig aldrig tilbage.

Messi scorede efter 32 minutter sit landskampmål nummer 55, da han bragte Argentina foran 2-0 mod de amerikanske værter.

Dermed tager den lille argentiner rekorden for flest scorede mål for Argentina nogensinde.

Barcelona-spilleren overhaler den legendariske angriber Gabriel Batistuta, der i størstedelen af sin karriere fik nettet til blafre i den italienske Serie A, hvor han repræsenterede Fiorentina og Roma.

Messi har spillet 111 landskampe for Argentina, og den vævre angriber har altså gennemsnitligt scoret i næsten hver anden kamp for de blå og hvide argentinere.

Argentina slog sin finaleplads fast med to mål af Napolis Serie A-topscorer, Gonzalo Higuain, i anden halvleg.

Messi og holdkammeraterne er i år favoritter til at vinde Copa America, som Argentina senest vandt i 1993.

I den anden semifinale ved Copa America møder Colombia natten til torsdag dansk tid Chile.

Chile er forsvarende mestre, og holdet kommer med en dugfrisk kvartfinalesejr på utrolige 7-0 over Mexico, der ellers havde spillet en god turnering indtil mødet med Sanchez, Vargas og Vidal.

Hvis Chile vinder semifinalen, bliver finalen i år en gentagelse af turneringens finale i 2015, hvor Chile tog titlen efter en sejr over Argentina på straffespark.

/ritzau/