Messi træner igen med Barcelona fem dage før El Clasico

Skrevet af admin

16/11/2015

Dagens topnyheder

Barcelona-stjernen Lionel Messi var mandag tilbage på træningsbanen i Barcelona fem dage før braget mellem Real Madrid og Barcelona i Primera Division.

- Træningssessionen inkluderede Leo Messi, som fortsætter sin genoptræning efter den skade i venstre knæ, som han pådrog sig den 26. september, skriver FC Barcelona på klubbens hjemmeside.

På grund af skaden har Messi ikke spillet for Barcelona, siden han måtte forlade banen i opgøret mod Las Palmas 26. september.

Barcelona har dermed været foruden klubbens absolutte profil både i de hjemlige turneringskampe og i Champions League i de seneste uger.

I Messis fravær er det gået godt for Barcelona, og både Luis Suarez og Neymar har leveret varen på banen.

Mandag var også kroatiske Ivan Rakitic tilbage på træningsbanen. Midtbanespilleren pådrog sig en muskelskade i Champions League-opgøret mod Bate Borisov den 4. november.

Sæsonens første El Clasico-opgør spilles lørdag i Madrid.

Inden kampen fører Barcelona ligaen med 27 point efter 11 kampe, mens Real Madrid følger efter på andenpladsen med 24 point.

/ritzau/Reuters